Nye corona-restriktioner fra på mandag

På et pressemøde fredag annoncerede statsminister Mette Frederiksen, at forsamlingsforbuddet sænkes til 10, og at der indføres et krav om mundbind indendørs på steder, hvor offentligheden har adgang.

Det nye forsamlingsforbud træder i kraft fra mandag den 26. oktober og kravet om mundbind træder i kraft 29. oktober.

Der er dog den særregel i forsamlingsforbuddet, at det ligger på 50 personer for idrætsaktiviteter for børn og unge under 21 år inklusiv eventuelle ansvarlige personer, som er over 21 år.

Træningsaktiviteter gennemføres fortsat men med klare retningslinjer

Det er vores fortolkning at de nye retningslinjer fortsat giver mulighed for afvikling af alle træningsaktiviteter i Holte Tennisklub.

For at overholde retningslinjerne vil følgende regler gælde

  • I forbindelse med vores træning af juniorer må forældre IKKE gå ind i hverken Rundforbi Tennishal eller andre sportshaller som anvendes til vores træning. Denne regel findes allerede, men har ikke været efterfulgt på tilfredsstillende vis.

  • I skrivende stund fortolker vi, at alle inkl. børn og unge fra 12 år skal have mundbind, når de bevæger sig indenfor fra/til banerne

  • Kravet om mundbind eller visir gælder ikke for deltagere under spil, eller hvis man sidder ned

 

I lyset af den tiltagende smitte i Danmark opfordrer vi til, at man heller ikke møder flere op end højst nødvendigt til turneringer og holdkampe – og vi forventer flere retningslinjer fra Dansk Tennis Forbund i forhold til disse aktiviteter.

Udover ændringen af forsamlingsforbuddet og kravet om mundbind indendørs er de generelle retningslinjer for idrætsaktiviteter tilsyneladende uændret.

Bestyrelsen, Holte Tennisklub